Naturpark Lillebælt modtager i samarbejde med Sund Fjord Vejle og Syddansk Universitet næsten 10 millioner kroner fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond til vigtig naturgenopretning mellem Lillebælt og Vejle Fjord. Billedet øverst viser det samlede projektområde og delområderne for stenrev og muslingebanker (biogene rev).

9,8 millioner kroner til vigtigt arbejde i Naturpark Lillebælt

Det danske havmiljø er udfordret, blandt andet på grund af tabte levesteder og økosystemer. I Naturpark Lillebælt samarbejder Kolding, Middelfart og Fredericia Kommuner om fælles løsninger for at forbedre havmiljøet.

Derfor har Naturpark Lillebælt i samarbejde med Sund Vejle Fjord og SDU ansøgt Havnaturfonden og Den Danske Naturfond om 9,8 millioner kroner til et stort naturgenopretningsprojekt på grænsen mellem Naturpark Lillebælt og Vejle Fjord, hvor der skal etableres store stenrev og biogene rev.

’Vi er glade og stolte over den store bevilling fra fondene. Det understreger Naturpark Lillebælts rolle som en vigtig aktør – både lokalt og nationalt – når det kommer til at rette op på udfordringerne med vores havmiljø’

  • John Nyborg (A), formand for Naturpark Lillebælts forretningsudvalg

Havet har brug for samarbejde

Projektets formål er at genoprette stenrev og biogene rev i forlængelse af eksisterende ålegræs og spredte sten som økologisk forbindelse mellem Naturpark Lillebælt og Vejle Fjord. Projektet søger at genoprette tidligere eksisterende rev og marine habitater ved Kasser Odde Flak ud for Trelde Næs ved Fredericia.

Den marine natur og biodiversitet er hårdt presset efter mange års kvælstofudledninger fra land og by og et for hårdt fiskeri på både muslinger, fisk og sten på havbunden. Naturen kender ikke til kommunegrænser, og dette projekt er et glimrende eksempel på at samarbejde er vejen frem, når vi skal rette op på havets tilstand.’

  • Søren Peschardt (A), formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune

Den politiske aftale om Havnaturfonden er udarbejdet med det mål at bidrage til beskyttelsen af arter og genoprettelse af robuste økosystemer i havet. Fonden vil opnå dette igennem fagligt velfunderede naturgenopretningsprojekter, samt ved at gennemføre forskning. 

  • ’Vi ser frem til at bidrage med viden og understøtte vidensdelen og dataindsamlingen i dette vigtige projekt, som åbner for den vigtige økologiske kobling og sammenhængskraft mellem Vejle Fjord, Svanegrunden og Lillebælt. Projektet skaber synergi imellem det eksisterende og fremtidige vidensgrundlag både for os, men ikke mindst i en økologisk sammenhæng for havet’, fortæller Mogens Flindt, professor Syddansk Universitet.

Der er behov for konkrete handlinger i havet, og i Naturpark Lillebælt arbejder vi hver dag for et bedre havmiljø f.eks. ved at etablere stenrev, fiskebørnehaver, udplantning af ålegræs og ikke mindst ved at formidle om det fantastiske hav – Lillebælt. Dette arbejde kan vi nu fortsætte og udvide med midlerne fra Havnaturfonden.

Vi står naturligvis til rådighed for at uddybe.

Stenrev under Den Gamle Lillebæltsbro efter 10 år

Foto: Søren Larsen – Stenrev under Den Gamle Lillebæltsbro efter 10 år