Mandag den 18. august afholdt Naturpark Lillebælt i samarbejde med Fredericia Kajakklub et event: Kajak for begyndere. Som ny praktikant får jeg lov til at prøve lidt af hvert – og denne dag stod min første kajaktur på programmet.

Vi mødtes 6 deltagere ved Fredericia Kajakklub, hvor to instruktører bød velkommen. Stemningen var fra start helt i top – selvom vi alle nok havde lidt sommerfugle i maven over at skulle på vandet for første gang.

Efter en kort instruktion satte vi os i kajakkerne, heldigvis tæt på stranden, så risikoen for at vælte var minimal. Vejret viste sig fra sin allerbedste side: stille vand og lun aftensol. Perfekt til at nyde roen og udsigten.

kajak intro                 Instruktør viser hvordan vi skal holde på pagajen

Undervejs faldt jeg i snak med en deltager, der fortalte: “Jeg har altid været nysgerrig på, om kajak var noget for mig. Min mand gav mig et gavekort, men jeg ville ikke starte på et langt kursus uden at vide, om det var det rigtige. Så dette begynderhold var helt perfekt – og jeg lokkede min mor med!”

Vi roede videre med højt humør. På et tidspunkt blev vi overhalet af et hold erfarne kajakelever, der sendte os et venligt “hej hej – god tur!” i forbifarten. Langs kysten legede børn i vandkanten, og unge sprang fra badebroen, mens instruktørerne holdt os trygt på kursen.

Faktisk klarede vi os så godt som hold, at vi tog en lidt længere rute end planlagt. Da vi var tilbage ved klubben, viste GPS’en 4 kilometer.

Jeg fik også en snak med en anden deltager, som sagde: “Jeg har altid elsket vand. Som barn valgte jeg altid badeværelset, når jeg skulle hjælpe min mor med rengøring, bare for at kunne pjaske. Nu driller mit knæ, og jeg ville se, om kajak kunne være min nye måde at være aktiv ved vandet.”

Turen hjem foregik i smuk begyndende solnedgang – med et par små bølger fra en forbipasserende motorbåd, der lige krævede lidt ekstra fokus. Tilbage på land hjalp vi hinanden med at skylle sand og saltvand af kajakkerne, klædte om og sagde tak for en fantastisk tur.

solnedgang ved Fredericia kajakklub

Alle virkede begejstrede og håbede på flere lignende events fremover.

Her får i min vurdering af turen:

Natur: ⭐⭐⭐⭐⭐

Fællesskab: ⭐⭐⭐⭐

Tryghed: ⭐⭐⭐⭐⭐

Har du lyst til at prøve kræfter med kajLouise på vandet - selfieak eller vil du gerne mere ud i naturen? Se vores kommende events her!

 

 

Louise Jensen Rasztar – praktikant hos Naturpark Lillebælt