Om Naturpark Lillebælt
Danmarks største marine naturpark
Naturpark Lillebælt er en marin naturpark med et unikt hav- og fjordområde og flere kyst- og landområder, som strækker fra Trelde Næs til Hejlsminde. Naturparken er et samarbejde mellem kommunerne: Fredericia, Kolding og Middelfart.
Naturpark Lillebælt har en størrelse på ca. 370 km2 og der er ca. 201 km2 beskyttet natur – dvs. 54 % af naturparken er beskyttet natur. Ca. 70 % af naturparken er hav.
Ca. 47 % er EU beskyttet natur – Natura 2000-udpegning. Resten af de 54 % er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, natur- eller vildtreservater eller fredninger.
Naturpark Lillebælt er Danmarks største naturpark med cirka 370 km2. Til sammenligning er Naturpark Vesterhavet 225 km2.
Nationalparkerne er en anden ordning administreret af staten. De to største nationalparker i Danmark er Kongernes Nationalpark Nordsjælland (246 km2) og Nationalpark Vadehavet (1460 km2). Region Syddanmark har nu altså både den største naturpark og nationalpark.
Naturpark Lillebælt repræsenterer både det under vandet, på vandet og på land. Naturpark Lillebælt har en enestående sammensætning af natur, landskab, kultur og geologi, som vi ønsker at værne om, udvikle og synliggøre.
Naturpark Lillebælt er et vigtigt yngleområde for eksempelvis havørnen, rørhøgen og fjordternen, og for trækfugle som hvinand og toppet skallesluger.
Derudover har Lillebælt verdens tætteste bestand af marsvin. Op mod 3000 af de små hvaler boltrer sig i bølgerne fra juni til september.
Formålet med Naturparken er at styrke og værne om områdets storslåede natur og bidrage til, at lokalbefolkningen og områdets gæster får glæde af naturen omkring bæltet.
Friluftsrådet definerer Naturparker således:
Danske naturparker er større sammenhængende landskaber af regional betydning. De vil ofte indeholde naturområder af national og international betydning. De er velafgrænsede med stor landskabelig skønhed, naturrigdom og kulturhistorisk værdi. De repræsenterer landskaber karakteristiske for landets forskellige egne, som bør nyde særlig beskyttelse af hensyn til nuværende og kommende generationer.
Etablering af naturparker i Danmark skal give naturen et løft og give befolkningen bedre muligheder for friluftsoplevelser tæt på, hvor de bor. Naturparkerne skal sætte fokus på kommunernes naturperler og bidrage til en koordineret planlægning og udvikling, der tager hensyn til at forbedre naturkvaliteten og de rekreative behov.

Foto: Ole Klottrup

Foto: Ole Klottrup

Foto: Ole Klottrup

Foto: Sandra Arvidson
Nyheder
Nye trawlfri zoner giver store muligheder for Naturpark Lillebælt
Forretningsudvalget i Naturpark Lillebælt ser med stor tilfredshed på regeringens udspil om at etablere store, sammenhængende trawlfri zoner i danske farvande. Dette tiltag vil ikke alene forbedre havmiljøet, men også skabe nye muligheder for både [...]
Naturpark Lillebælt får ny sekretariatschef
Naturpark Lillebælt ansætter Lars Seidelin i stillingen som ny sekretariatschef i Danmarks (endnu) største naturpark. Lars tiltræder stillingen den 1. marts 2025. En stærk profil skal sikre samarbejdet om havmiljøet Naturpark Lillebælt er glad for [...]
Godt nyt for fisk og dykkere: Nyt stort stenrev ved Gl. Ålbo
Gl. Ålbo betragtes som et tip-top dykkersted. I disse dage etableres et nyt stort stenrev ved Gl. Ålbo. Revet vil betyde bedre vilkår for fisk, hummere og smådyr, ligesom dykkerne kan se frem til endnu [...]