
Plantning af ålegræs er med til at genoprette økosystemet i Lillebælt
Ålegræs er både madsted, levested og gemmested for bæltets småfisk
Det tætte ålegræs er hjemsted for et rigt dyreliv, bl.a. fisk, snegle, muslinger, krebsdyr, som hver især er føde for mange af havets fugle, fx svaner, svømmeænder og dykænder.
Ålegræs er derfor et godt opvækststed for fiskeyngel og har en positiv indvirkning på klima og havmiljø. Når havbunden er tæt bevokset af ålegræs, kan de små torsk bruge området som et trygt gemmested, indtil de er klar til livet på åbent hav. Med en mere sporadisk vækst af ålegræs, dvs. større afstand mellem hvert strå, ender små torsk som et let bytte, og hvis ålegræsset forsvinder, kan det have store konsekvenser for områdets dyreliv.

Plantning af ålegræs
Sådan udplantes ålegræs
Ålegræs, der skal udplantes, er selvsagt høstet forsvarligt af naturparkens biologer.
Efter en kort gennemgang af plantens anatomi og egenskaber, gøres ålegræsset klar til udplantning. Ved at binde hvert strå på et jernsøm er det nemmere at plante ålegræsset i sandbunden og sømmet ruster og forsvinder i løbet af kort tid. Teknikken i at plante græsset under vandet bliver trænet, så alle der hjælper med at plante, er trygge, inden de skal begynde at dykke med snorkel og blybælte. Dette foregår på lavt vand i 1,0 til 1,5 m dybde.





Mød Sune
Sune er direktør og stifter af virksomheden Get Outdoor, som arrangerer kurser, ture og events i Naturpark Lillebælt, for både virksomheder og private.
Sune er en erfaren outdoor ekspert og en naturformidler ud over det sædvanlige. Det er arbejdet med at skabe unikke uforglemmelige naturoplevelser for andre, der er hans helt store drivkraft, sammen med ønsket om, at mennesker bliver bedre til at samarbejde med og passe på naturen. Som underviser, og også teambuilding instruktør i kano, kajak, klatring og mountainbike, har Sune et professionelt blik for den enkeltes læring og fokus på holdets fælles vej til mål.
Get Outdoor udvikler og afvikler udendørs aktiviteter, der skaber livsglæde og styrker fællesskaber, samtidig med at naturen formidles på inspirerende måder.
Get Outdoor har udviklet Regenerativ Teambuilding. Her arbejder man håndgribeligt med ESG for at styrke kulturen og sammenholdet i virksomheden, samtidig med at man gør en forskel for den nære natur og dæmper klimaforandringernes effekter.

Hvad er ålegræs?
Ålegræs er en utrolig vigtig havplante i Lillebælt. Den vokser i fint grus, sand eller mudder langs kyster og i dybder ned til 5-10 meter afhængigt af lysforholdene. Ålegræs er levested og spisekammer for mange arter af fisk, rejer, børsteorm, tanglopper og andre smådyr og spiller derfor en helt afgørende rolle for havets biodiversitet. Her kan fx torskeyngel vokse op i et trygt miljø, indtil de er store nok til livet på åbent hav.
Selvom ålegræs også kaldes Almindelig Bændeltang (Zostera Marina), er den ikke en tangplante. Den tilhører derimod klassen ”enkimbladede” og er i familie med de græsser og liljer der vokser på landjorden. Ålegræssets rodnet består af krybende jordstængler, grove trævlerødder og smalle strå, som danner et bølgende græsgrønt tæppe på havbunden.
Det kraftige rodnet er med til at gøre havbunden mere robust og sikre vores kyster mod erosion. De steder, hvor ålegræs slår rødder, stabiliseres bunden, så bundmateriale ikke så nemt hvirvles op, men bundfældes. Derfor er ålegræs er med til at beskytte vores kyster ved at dæmpe bølger og stabilisere havbunden.
Ålegræssygen i 1930'erne startede en stor tilbagegang for ålegræsset. I løbet af de sidste 100 år er to tredjedele af ålegræs i Lillebælt forsvundet, som følge af en for stor kvælstofudledning, klimaforandringer og fiskeri med bundslæbende redskaber.
Men, da ålegræs er en flerårig plante, der hurtigt udvikler kraftige rødder, kan den høstes på steder med gunstige forhold og udplantes af dykkere andre steder på havbunden.
Før der kan plantes ålegræs, skal der indhentes tilladelse fra myndighederne, og vores biologer har udvalgt områder, hvor det giver mening, at gennemføre testudplantninger, eller såkaldte makroudplantninger.
Ålegræs skal helst plantes på steder med sandbund, gode lysforhold, og hvor vandet ikke er voldsomt påvirket af næringsstoffer. Lokalt vil ålegræs give renere vand, fordi det ilter vandet, optager næringsstoffer og lagrer CO₂. Dermed er der mindre næring til alger som fx ”fedtemøg”. Udplantning af ålegræs kan dog ikke stå alene, hvis Lillebælt skal i balance igen. Først og fremmest er det nødvendigt at reducere presset på havet.
At plante ålegræs er blot én af flere indsatser, som tilsammen styrker Lillebælt

Vi reducerer krabbebestanden
Bestanden af krabber i Lillebælt er alt for stor. Ved at fange krabber, gavner man økosystemet i bæltet. Krabbebestanden skal reguleres, fordi den ødelægger ålegræsset og spiser fiskeyngel.
Læs mere om jagten på krabber

Vi sætter krabbe på menuen
Det lyder måske lidt vildt, men at spise krabber er en - velsmagende - måde at komme dem til livs på. Man kan lave alletiders krabbebisque eller krabbepizza med friske ingredienser fra Lillebælt.
Læs mere om krabbepizza

Vi indsamler havaffald
Hvis du henter en pose i receptionen på Gl. Ålbo Camping og aflever den fyldt med havaffald til camping-fatter, så får du en gratis kop kakao eller kaffe i bytte.
Læs mere om at samle havaffald

Vi genopretter stenrev
Vi reetablerer stenrev for at øge fiskeynglens overlevelsesgrad. Når vi lægger sten tilbage på havbunden, begynder naturen selv at regenerere livet og resultaterne er imponerende.
Læs mere om stenrev i Lillebælt

Vi bygger fiskebørnehaver
En fiskebørnehave bidrager til en større biodiversitet, da ynglen fra forskellige fiskearter, bedre kan skjule sig for rovfisk og krabber og derved øger muligheden for at overleve.
Læs mere om fiskebørnehave

Vi skaber bedre gydeforhold
I samarbejde med Havørred Fyn, lokale lystfiskere og andre naturentusiaster etablerer vi gydepladser og skaber grundlag for nyt liv i åen og dermed flere havørreder i bæltet.
Læs mere om gydepladser