
Byg en fiskebørnehave og hjælp fiskeynglen
Fiskebørnehaver fungerer som tiltrængte skjulesteder i Lillebælt
En fiskebørnehave bidrager til en større biodiversitet i området hvor den sættes op. Ynglen fra de forskellige fiskearter kan nemlig bedre skjule sig for rovfisk og fugle derved øges muligheden for overlevelse. Det har vist sig at være en effektiv metode til at beskytte og fremme fiskebestande i Lillebælt. Disse små beskyttede områder, hvor fiskeyngel kan vokse op uden trussel fra rovfisk og fugle, har bidraget til at styrke biodiversiteten i området.
Fiskebørnehaver fungerer som sikre opvækstpladser, hvor fiskeynglen kan finde føde i form af små organismer som plankton og krebsdyr. I skjul for fugle og rovfisk. Dette øger chancerne for, at fisken når en reproduktiv alder, hvor den selv kan formere sig og dermed bidrage til bestandens stabilitet.
Det gavner ikke kun fiskebestandene, men det bidrager også til et sundere økosystem ved at fremme et varieret dyreliv, der understøtter de naturlige fødekæder i Lillebælt.

Byg en fiskebørnehave
Sådan fremstiller du en fiskebørnehave





Mød Brian
Brian er naturentusiast, stifter og ejer af Peninsula Nature.
Han har altid interesseret sig for spiselige urter og planter fra naturens spisekammer.
Brian er en forrygende formidler og tangsafari-jæger. Han fortæller gerne om, hvordan man kan bruge vores unikke natur og samtidig passe godt på den. Om, hvordan bæredygtighed, bedre havmiljø og sunde fødevarer kan gå op i en større enhed.
I de seneste år har han fokuseret på tang. Det har betydet, at Peninsula Nature, sammen med andre virksomheder og også universiteter, deltager som partner i internationale projekter, der arbejder med tang som ressource for både natur, dyr og mennesker.
Brian har derfor i øjeblikket fokus på at formidle og udbrede kendskabet til tang som en bæredygtig fødevare herhjemme. Gennem workshops, tangsafari, kurser og fællesspisning arbejder han på, at få flere til at spise mere tang. Ikke bare tang, men lokal tang, for alene i Lillebælt findes der mange hjemmehørende tangarter, der er rene delikatesser.
Peninsula Nature er en virksomhed, der er skabt på bagrund af en personlig interesse for bæredygtighed og fascination af den natur der omgiver os, med afsæt fra Stenderup halvøen, midt i Naturpark Lillebælt.
Peninsula Nature er en handels- og formidlingsvirksomhed, der arbejder med tang.
Tang som en ressource til forbedring af havmiljøet, beskyttelse af livet på lavt vand, som en vigtig del af fødekæden helt fra bunden, som fødevareingrediens og smagsforstærker, som kosttilskud og meget mere.

Hvad er en fiskebørnehave?
En fiskebørnehave er et initiativ, der har til formål at beskytte og fremme opvæksten af unge fisk i naturlige vandområder. Det er små økosystemer, der fungerer som naturlige børnehaver for fiskene. Lillebælt er et af de steder i Danmark, hvor dette koncept er blevet implementeret i stor stil.
En fiskebørnehave består af en gitterkasse, der giver fiskeyngel ly og skjul, når de små fisk skal slå deres spæde haleslag i starten af livet. I Lillebælt er fiskebørnehaverne bygget op af naturmaterialer, der befinder sig inde i kassen, og som skaber skjulesteder for ynglen. Fisk kan både gemme sig og finde føde i form af vandinsekter, små krebsdyr og andre små organismer, der også trives i de nye habitater. Meningen med fiskebørnehaven er dels at give fiskene gode muligheder for at overleve og dels at hjælpe biodiversiteten i Lillebælt på vej. Det er til glæde for både dyr og mennesker.
I Naturpark Lillebælt har fiskebørnehaverne vist sig at være et særdeles effektivt redskab til at genoprette og beskytte fiskebestande i områderne hvor de sættes op. Undersøgelser udført af frivillige og studerende ved videooptagelser tyder på omkring dobbelt så mange små torsk, dobbelt så mange havkarusse og 3 gange så mange toplettet kutling ved fiskebørnehaverne sammenlignet med andre områder i marinaer uden fiskebørnehaver.
Formålet med fiskebørnehaverne er at sikre ynglen et beskyttet område, hvor de kan vokse sig store og stærke, inden de begiver sig ud i de åbne farvande. De små fisk bliver ofte udsat for mange farer. Derfor er det afgørende at skabe et miljø, hvor de unge fisk kan vokse op i tryghed og gradvist blive stærkere og mere modstandsdygtige.
En vigtig effekt af fiskebørnehaverne er deres bidrag til biodiversiteten. Ved at skabe et sikkert opvækstmiljø for fiskeyngel hjælper man med at opbygge stabile og sundere bestande af fisk, som får større chancer for at vokse sig store og dermed sikre artens overlevelse. Desuden bidrager fiskebørnehaverne til et sundere og mere mangfoldigt økosystem, da de også tiltrækker andre arter, der er afhængige af et varieret og rigt miljø.
Fiskebørnehaverne i Naturpark Lillebælt viser, hvordan målrettede naturplejeprojekter kan bidrage til at styrke økosystemer og skabe bedre levevilkår for havets dyreliv.
Fiskebørnehaver er blot en af flere indsatser, som tilsammen styrker Lillebælt

Vi planter ålegræs
Ålegræs er en vigtig havplante, da den både er madsted, levested og gemmested for bæltets småfisk og spiller derfor en helt afgørende rolle for havets biodiversitet.
Læs mere om plantning af ålegræs

Vi reducerer krabbebestanden
Bestanden af krabber i Lillebælt er alt for stor. Ved at fange krabber, gavner man økosystemet i bæltet. Krabbebestanden skal reguleres, fordi den ødelægger ålegræsset og spiser fiskeyngel.
Læs mere om jagten på krabber

Vi sætter krabbe på menuen
Det lyder måske lidt vildt, men at spise krabber er en - velsmagende - måde at komme dem til livs på. Man kan lave alletiders krabbebisque eller krabbepizza med friske ingredienser fra Lillebælt.
Læs mere om krabbepizza

Vi indsamler havaffald
Hvis du henter en pose i receptionen på Gl. Ålbo Camping og aflever den fyldt med havaffald til camping-fatter, så får du en gratis kop kakao eller kaffe i bytte.
Læs mere om at samle havaffald

Vi genopretter stenrev
Vi reetablerer stenrev for at øge fiskeynglens overlevelsesgrad. Når vi lægger sten tilbage på havbunden, begynder naturen selv at regenerere livet og resultaterne er imponerende.
Læs mere om stenrev i Lillebælt

Vi skaber bedre gydeforhold
I samarbejde med Havørred Fyn, lokale lystfiskere og andre naturentusiaster etablerer vi gydepladser og skaber grundlag for nyt liv i åen og dermed flere havørreder i bæltet.
Læs mere om gydepladser