Naturpark Lillebælt har i 2019 haft fokus på at udvide partnerskaber og netværk med dem der vil gøre noget for Lillebælt og vores lokale natur og kulturarv. Her status for året der gik i 2019.
Af naturparkformand 2019 og byrådsmedlem i Fredericia Kommune, Christian Bro
Her ved årsskiftet er det godt at gøre status på det udførte arbejde i Naturpark Lillebælt. Det er et spændende samarbejde mellem Fredericia, Kolding og Middelfart Kommune, vi har gang i. Vi samarbejder om at skabe en naturpark, hvor natur, kulturarv, vækst og ansvarlig turisme går hånd i hånd. Naturpark Lillebælt er Danmarks største naturpark. En marin naturpark med det strømmende bælt og de smukke fjorde som kerne, omkranset af kystnære landskaber. Her findes en af verdens tætteste bestande af hvaler – de små marsvin. Alt sammen noget vi skal være stolte af. Naturparken arbejder for, at vi sammen skaber et hav af oplevelser, som giver os lyst til at passe på og forbedre vores lokale natur- og kulturarv.
Flere projekter i gang 2019
I 2019 er der i naturparken blevet arbejdet med mange forskellige projekter og aktiviteter, som hver især bidrager til naturparkplanens langsigtede mål indenfor natur, kulturarv, friluftsliv, formidling, erhverv og turisme. Både de enkelte kommuner og naturparkens sekretariat bidrager til, at der sker noget konkret i vores naturpark, men uden de mange partnere og det lokale ejerskab er vi ingenting.
Et hav af oplevelser
En af de vigtigste måder at skabe opmærksomhed om vores lokale værdier er naturparkens guidede ture. Naturpark Lillebælt har i 2019 gennemført 45 guidede ture med omkring 2500 deltagere i alt. Turene har været ved de spændende kyststrækninger med fortællinger om geologi, historiske spor, spiselige planter, og om dyr og planter på det lave vand.
Større events i 2019
Naturparken inviterede også til store arrangementer som “Lillebælts hemmeligheder” på Skærbæk Strandpark, “World Cleanup Day” i Fredericia og Middelfart, Smag på Lillebælt i Middelfart og Åleforedrag i Kolding. Vi har samlet set haft over 1000 besøgende til disse events.
Jeg er stolt over de samarbejder, der får disse events til at lykkes. F.eks. var Skærbæk Kajakklub, Sejl, Surf og SUP, vinterbadeklubben Isbjørnen. Lillebælts Fritidsfiskere og Dykkerklubben Aktiv med til at afholde Lillebælts Hemmeligheder. Til World Clean Up day, hvor vi jo havde besøg af fantastiske Motor Mille, var det “Ren Natur” under Hold Danmark Ren, Kommunernes Affald og Genbrug og en lang række lokale foreninger i både Kolding, Middelfart og Fredericia som bidrog og som stod for at samle affald langs strand, kyst og på vandet i løbet af 2019. Smag på Lillebælt havde også de første partnere med, som gerne vil sælge lokale fødevarer. Dette projekt kommer vi til at høre meget mere om i 2020.
Nye partnere i 2019
I 2019 har vi fået de første 9 officielle erhvervspartnere. Partnerne er virksomheder, som aktivt vil arbejde sammen om Naturpark Lillebælt, og som vil skabe gode oplevelser og bæredygtig udvikling. I januar 2020 får vi 6 partnere mere, og jeg synes faktisk, det er en god begyndelse på noget, som vi skal udvikle til et stærkt netværk sammen på tværs af Lillbælt og kommunegrænser.
En af partnerne, Get Outdoor fra Fredericia, fik sammen med naturparken, Kanalbyen og en række virksomheder stablet et flot Lucia-optog på benene d. 13. december i Kanalbyen i Fredericia. Her kunne over 500 besøgende se flotte kajakker med lys på sejle gennem mørket. Et godt eksempel på, hvad partnerskaberne kan. En tur i kajakken er en fremragende og sund måde at opleve Lillebælt på. Og jeg kan varmt anbefale, at man køber den nye kajakguide, som er lavet af Destination Lillebælt med Naturpark Lillebælt og mange engagerede frivillige og kajakroere. Den fortæller utrolig meget om Lillebælts kyster og hjælper dig på din tur rundt i naturparken.
Bliv naturpark-spejder
Endnu et samarbejde som så dagens lys i 2019 er samarbejdet med Houens Odde Spejdercenter om et naturparkspejdermærke. Vi har udviklet fem forskellige aktiviteter, der giver læring og viden om Naturpark Lillebælt, og som giver retten til at få et naturparkspejdermærke. Ordblindeefterskolerne indgår også i samarbejdet og har medvirket til, at aktiviteterne er tilgængelige for ordblinde. 300 spejdere fik mærket i 2019, og vi håber at se mange flere spejdere med vores spejdermærke i 2020.
I Naturpark Lillebælt får vi tilskud til projekter
I 2019 er der opnået fondsstøtte til flere spændende projekter, både til naturparkens egne projekter, og til flere borgergruppers projekter. I Kolding har Hop i Fjorden fået tilskud og gået i gang med at etablere toilet-, omklædning og saunafaciliteter ved Lyshøj Alle. I Skærbæk er de tre klubber i Børup Sande Fællesforening også gået i gang med at bygge udsigtssauna og udendørs omklædningsfaciliteter. Fremover bliver det også meget sjovere at hoppe i de salte bølger ved Dæmningen 49 over for Strib Mose i Strib. Her er fundet penge til et lille hus med omklædningsrum til brug af badegæster hele året rundt.
Naturpark Lillebælt har sammen med de andre danske naturparker fået tilskud fra Nordeafonden til udvikling af en række koncepter. I alt 450.000 kr. skal til Naturpark Lillebælt for at udvikle arbejdet med: Unge Naturparkguider, Lokale guider og Vild Mad.
Flere eksempler på udviklingen i Naturpark Lillebælt
Jeg kan ikke nævne alle projekterne vi har arbejdet med, men vil fremhæve disse som er gennemført i 2019:
- Der har været fokus på biodiversitet i 2019; udsætning af springfrø ved Hindsgavl Dyrehave, demonstrationsprojekt ved Naturcenter Hindsgavl med overskriften “Biodiversitet i egen have” og græsning og sommerfugleeng i Staurby Skov. Projekter der skal skabe mere biodiversitet i naturparken.
- Etablering af stenbank i Kolding, hvor alle Kolding kommunes borgere og virksomheder inviteres med til at indsamle sten og bidrage meget konkret til at forbedre miljøforholdene i naturparkområdet.
- Åbning af havfruefløjterne på Østerstrand i Fredericia, som er verdens første badeanlæg for svagtseende og blinde badegæster og giver mulighed for en badeoplevelse i trygge rammer.
- Der er etableret en ca. 2,5 km lang naturrute og en ca. 1 km lang udsigtsrute på kommunale arealer ved Drejens, herunder etablering af bro over Nr. Bjert Bæk, opsætning af borde-bænkesæt, kortborde og ruteafmærkning samt annoncering af stisystemer på oplevkolding.dk.
- Besøgscenter er indrettet i laden ved Egeskov Kirke, som indeholder en udstilling og formidling af natur- og kulturhistorie for Vejlby Sogn og det fredede område ved Rands Fjord. Besøgscenteret fungerer også som madpakkehus og har åbent dagligt.
- Interesserede borgere blev inviteret til inspirationsmøde om etablering af havhaver i Middelfart. Mødet var en succes med 70 fremmødte. En arbejdsgruppe blev nedsat for at udarbejde vedtægter for en kommende havhaveforening og vil snarest invitere til stiftende generalforsamling.
Vi håber, alle har nydt naturparken i 2019, og at vi ser mange af jer herude i 2020 til endnu flere samarbejder og projekter. Vi kommer til at lave endnu et hav af spændende oplevelser sammen med jer. På vegne af hele naturparken ønsker jeg alle et rigtig godt nytår.
Læs mere om naturparken på https://www.naturparklillebaelt.dk/
Formand for Naturparkrådet: Christian Bro christian.bro@fredericia.dk Tlf. 29 38 61 17
Naturparksekretær: Niels Ole Præstbro Niels.OlePraestbro@middelfart.dk Tlf. 29 74 37 66