Mandag den 24. januar 2022 fik vi en melding fra nogle naboer om, at der lå en hval ud for deres ejendom ved Fjordvej i Kolding – langt inde på det lave vand i bunden af Kolding Fjord! Herfra tog Naturstyrelsen over og fik indkaldt Beredskabet for Strandede Havpattedyr.

Af Birgitte Braae Andresen, 30. januar 2022 – Foto venligst udlånt af Nordsøen Oceanarium

Det viste sig at være en Nordlig Døgling (Hyperoodon ampullatus) – en tandhval, som tilhører næbhvalfamilien. Døglingen havde ingen chance for at overleve på det lave vand, og den måtte desværre opgive livet onsdag d. 26. januar 2022 om formiddagen. Døglingen blev bugseret til Kolding Havn af den lokale slæbebåd Casper med henblik på en efterfølgende obduktion og skelettering. En af vores lokale samarbejdspartnere og dykker, Martin Pedersen var med til at hjælpe med at få et træktov sat rundt om hvalens hale, så den kunne bjærges.

Efter obduktionen af døglingen er forskerne nu kommet med deres bud på dødsårsagen. Døglingen døde formentligt af vildfarelse og stress. Der er ingen tegn på, at Døglingen fejlede noget alvorligt (kræft eller infektion), og man fandt ikke plastik i maven på den. Den havde lidt parasitter i huden, men det er ganske normalt for arten. Døglingen var en kønsmoden hun på 7,42 meter og ca. 3 tons – formentligt mere end 15 år gammel. Ved et nærmere kig på livmoderen kunne forskerne se, at døgling har været drægtig 3 gange, så hun har da heldigvis nået at producere nyt liv, inden hun selv måtte opgive livet i Kolding Fjord.

Se hele hvaldissektionen på TV Syds hjemmeside

Døglingen var desværre alt for langt væk fra sit rette element, som er det nordlige dybe Atlanterhav Dens ekkolokalisering fungererede simpelthen ikke på de lave vanddybder, og dens fødegrundlag, som primært er blæksprutter, er stort set fraværende så langt inde i Bælthavet. Hvaler, som mister deres orienteringssans, bliver hurtigt stressede, og det fører til nedbrydning af celler i levende væv med organsvigt til følge.

Selvom det har være vildt spændende at være med til at opleve en så stor hval helt tæt på i naturparken, så håber vi ikke, at det lige sker igen her i vores farvande.

FAKTA (fra hvalforsker Carl Christian Kinze)

Udbredelse
Døglingen lever udelukkende i Nordatlanten. Dens foretrukne levested er de dybe kystfjerne havområder, hvor den optræder meget “klumpet” og lokalt er meget hyppig.
I den østlige del kendes arten fra hele norskekysten, farvandet mellem Island og Jan Mayen og sydvest for Svalbard, Færøerne og det nordlige Skotland. Døglingen hører ikke hjemme i Nordsøen og Østersøen, men dyr forvilder sig alligevel hertil med uregelmæssige mellemrum.

Biologi
Døglingens dykkedybde er 1.100 m eller mere. Døglingerne kan være neddykket helt op til 2 timer, men normalt er de kun nede mellem 14 og 70 minutter. Dyrene bliver i overfladen op til 10 minutter ad gangen, hvor de blæser med 30-40 sekunders mellemrum. Spring helt ud af vandet er set. Nogle steder udviser dyrene stor nysgerrighed og kommer tæt hen til bådene, mens de andre steder er sky.
Døglinger foretager vandringer fra sommeropholdssteder mod nord til vinteropholdssteder i varmere vande.

Hanner bliver kønsmodne, når de er 7,5 m, hunnerne, når de er 6,9 m lange. Alderen ved kønsmodenheden er 7 år for begge køn. Drægtighedsperioden er 12 måneder. Diegivningens længde er mindst 12 måneder. Hunnen føder en ca. 3,5 meter lang unge (kalv) på ca. 300 kg hvert andet eller tredje år. Fødsler og parringer foregår om foråret. Føden udgøres af blæksprutter og visse andre hvirvelløse dyr.