De ansatte i Kolding Stenbank er ikke slips-hvidskjorte-jakketypen, men trækker i rigtigt arbejdstøj hver dag, de går på arbejde. Arbejdsstedet er Stenbankens areal på Kolding Havn, hvor en stor bunke sten i forskellige størrelser hober sig op. Desværre kan de mindste af stenene ikke bruges til stenrev, som det ellers var tanken med Kolding Stenbank.
En vigtig opgave i stenbanken er derfor at frasortere de mindste sten, som ellers vil gøre større skade end gavn i det huledannende stenrev. Hvis de små sten lægges ud i vandet, risikerer vi, at hulerne bliver lukket af de mindste sten, og så mister de små fisk deres skjulesteder.
Efter nogle måneders hårdt sorteringsarbejde for bankassistenterne var det for nyligt blevet tid til at stenene kom til gavn for fiskene i et vandløb. I et sideløb til Seest Mølleå lagde vi omkring 10 m3 sten ud på en sådan måde, at det nu blev muligt for gydemodne fisk at gå længere op i vandløbet. Dette arbejde blev gennemført i samarbejde med Kolding Sportsfiskerforening.
Bankassistenterne Annegrete og Kenneth er begge ansat under ordningen, som hedder socialt frikort, der er en motivation til at give borgere på kanten af arbejdsmarkedet bedre muligheder på arbejdsmarkedet. De giver begge udtryk for, at deres ansættelse har givet dem lyst til at komme videre med beskæftigelse og den løn, som de har tjent, har virkelig gjort en forskel for dem i en tid, hvor stigende priser rammer især borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Men det er nu ikke alene pengene, der gør en forskel: Både Annegrete og Kenneth giver udtryk for, at det sociale betyder meget i Stenbanken. Det at have noget at stå op til og det at gøre en forskel gennem sit arbejde, er mindst lige så vigtigt, som den løn, de hver måned får ind på kontoen.
Kolding Kommunes jobcenter har hjulpet med at finde egnede kandidater til små-jobsene, som de officielt kaldes. Og her har man lagt mærke til Stenbankens indsats for at at give borgerne et skub ind på arbejdsmarkedet, ligesom man sætter stor pris på den forskel som Stenbanken gør i de ansattes liv. Arbejdsmarkedschef Mette Byskov udtaler til P4-trekanten: “Det er bestemt et godt resultat og et godt eksempel på, hvordan sådanne jobs kan være en trædesten til et bedre job på flere timer eller ligefrem på fuld tid”
Lyt evt. med i P4-trekanten, hvor projektet omtales: https://www.dr.dk/lyd/p4trekanten/p4-trekanten-nyheder/regionale-nyheder-2022-09-26-16-30-4
Eller se med i TV-syd her: https://www.tvsyd.dk/nyheder/26-09-2022/1930/1930-26-09-2022?clip=cc11c488-7e0d-4884-b52f-53d23b93d578