En ny forening har nu set dagens lys og har fået navnet Naturpark Lillebælts Venner. Den består af en flok gode lokale kræfter med stor kærlighed til lokalområdet. Foreningen ser frem til at få en masse engagerede medlemmer: privatpersoner, foreninger og virksomheder.
Venneforeningen vil bestræbe sig på, via lokale aktiviteter, at engagere så mange borgere og foreninger som muligt. Foreningen vil arbejde på flere fronter for at støtte op om Naturpark Lillebælts arbejde for øget biodiversitet, formidling af viden om havmiljøet, og den gode oplevelse af Lillebælt. Foreningen støtter også op om FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Foreningens forperson, Anja Becher Andresen, udtaler følgende i anledning af foreningens ’fødsel’: Arbejdet for biodiversiteten i Lillebælt er ikke til forhandling – vi skal handle NU, og bidrage til at sikre, at der fortsat kan være liv i vandet og på havbunden, og at der også i fremtiden er levesteder nok til dét dyreliv, der findes i Lillebælt. Uden liv i Lillebælt er der ingen spændende oplevelser at komme efter. Alle i bestyrelsen er glade for den tillid, Naturparken har vist os – og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet.
Konkret vil Naturpark Lillebælts Venner i første omgang arbejde med særligt fokus på to kerneområder:
– etablering af flere fiskebørnehaver i og omkring havneområder: dette arbejde kan skabe bredt lokalt engagement – og vi ved, at fiskebørnehaverne har en gavnlig effekt på fiskebestanden
– støtte til flere muslingerev som en mulig vej til bedre havmiljø/vandkvalitet; dette involverer tæt samarbejde med Naturpark Lillebælt, forskere, andre organisationer samt lokale interessenter.
Foreningen vil desuden støtte relevante lokale initiativer, der med bred appel arbejder for øget bæredygtighed. Alle, der melder sig ind i foreningen, kan få indflydelse på foreningens arbejde. Naturpark Lillebælt har igangsat og hen over sommeren og efteråret 2023 understøttet processen med at etablere venneforeningen; arbejdet støttes af fondsmidler fra Nordea-fonden. Lillebælt forbinder og samler os – i natur, kultur, erhverv og transport. De tre kommuner Fredericia, Kolding og Middelfart samarbejder om Naturpark Lillebælt, og opnår resultater ved at slå kræfterne sammen; på samme måde er foreningens bestyrelse bevidste om værdien af samarbejde og brobygning.
Foreningens bestyrelse har konstitueret sig med følgende medlemmer frem til foreningens første generalforsamling i foråret 2024:
Lars Henrik Ley (Kolding): Handicapledsager, Natur- og udelivsmenneske, amatørfotograf.
Marianne Jespersen (Kolding): selvstændig erhvervsdrivende (illustrator) og medlem af Grøn Kirkes arbejdsgruppe
Preben Hoffmann Rosenberg (Fredericia): bygningsingeniør, turistguide i Fredericia by
Tanya Bojesen Lauridsen (Middelfart): biolog, ph.d. og naturformidler. Eventkoordinator hos Terrariet – Reptile Zoo og guide ved Bridgewalking Lillebælt.
Anja Becher Andresen (Middelfart): Selvstændig erhvervsdrivende: sprogspecialist, formidler, konsulent.
Dan Dorschel (Suppleant, Fredericia): Tidligere tekniker ved Marsvineprojektet v/SDU, medieproducent og musiker.
Anja Becher Andresen er valgt som forperson, Marianne Jespersen som næstforperson og Lars Ley er valgt som økonomiansvarlig.
Hold øje med Venneforeningen via Naturpark Lillebælts hjemmeside, og følg foreningens egen Facebook-side: Naturpark Lillebælts Venner. Vil du være medlem af foreningen, eller ønsker du at vide mere? Send en mail til nplvenner@gmail.com
Priser for medlemskab:
Individuelle/private medlemmer: 100 kr. pr år
Foreningsmedlemskab: 500 kr. pr år
Virksomhedsmedlemskab: 2000 kr. pr. år.