Den 11.12.2023 blev Danmarks største naturpark 6 år gammel. Det blev fejret i Middelfartsalen på Kulturøen i Middelfart, med naturparkens første ambassadør-dag. Ambassadør-ordningen er en del af projektet Bælt i balance støttet af Nordea-fonden.
I centrum af fejringen var alle naturparkens ambassadører, for at hylde dem for deres engagement som frivillig, partner, guide, projektdeltager mv. Således kunne alle deltagere finde en pin med naturparkens logo og en beskrivelse af hvad det vil sige at være ambassadør, på deres plads. I sin velkomsttale takkede naturparkens formand Jacob Bjørnskov Nielsen også naturparkens sekretariat for deres store indsats.
Herefter gik sekretariatschef Niels Ole Præstbro på scenen og fortalte om hvor vigtigt det er for naturparken, at have gode ambassadører. Hermed var vejen banet for at naturparkens helt nye venneforening, Naturpark Lillebælts Venner, skulle introduceres. Se særskilt nyhed om venneforeningen her.
Til sidst kunne deltagerne høre et spændende oplæg fra Mickey Gjerris (PhD, lektor i bioetik) med overskriften ”Havet består af dråber – om at bevare håbet i mørke tider.” Hans budskab var bl.a. at alle kan og bør bidrage. Selvom vi ikke kan redde verden alene, kan vi godt prøve at hjælpe der hvor vi kan. Det giver livsglæde og meningsfuldhed i at arbejde sammen med andre om noget væsentligt.