Naturpark Lillebælt ansætter Lars Seidelin i stillingen som ny sekretariatschef i Danmarks (endnu) største naturpark. Lars tiltræder stillingen den 1. marts 2025.

En stærk profil skal sikre samarbejdet om havmiljøet
Naturpark Lillebælt er glad for at kunne byde Lars Seidelin velkommen som ny sekretariatschef.  ”Vi ser frem til at få ham med på holdet, hvor han vil være med til at styrke naturparkens arbejde med at sætte fokus på havmiljøet, og at udbygge naturparkens rolle som løftestang for området, når det gælder bosætning, bæredygtig turisme og lokal stolthed”, siger formand for Naturpark Lillebælt, John Nyborg.

En solid faglig baggrund
Lars Seidelin kommer med et bredt erfaringsgrundlag inden for marinbiologi, formidling og ledelse. Han har en Ph.d. i havbiologi fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet som formidlings- og udstillingschef ved Fjord & Bælt i Kerteminde. Her har han været med til at formidle havets fascinerende liv til både fagfolk og den brede befolkning, samt udviklet udstillinger der understøtter viden om havmiljøet. Derudover har han arbejdet med uddannelsesforskning inden for de naturvidenskabelige fag på SDU, og han har arbejdet med internationale uddannelsesprogrammer i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Lars kommer senest fra en stilling som specialkonsulent og teamkoordinator i Assens Kommune, hvor han har arbejdet med strategisk udvikling og politisk betjening inden for uddannelse, børn og familie.

Lars har stor erfaring med strategisk udvikling, fondsansøgninger og politiske processer, hvilket bliver en stor styrke for Naturpark Lillebælt i arbejdet med at sikre fortsat udvikling og forankring af parkens mange initiativer. Hans kompetencer og erfaring vil være afgørende i det videre arbejde med at styrke samarbejdet mellem de 3 kommuner, styrelser, forskere og de mange aktører, der allerede bidrager til naturparkens udvikling.

“Jeg ser meget frem til at tiltræde som sekretariatschef i Naturpark Lillebælt og arbejde for at bevare og udvikle dette unikke område, sammen med alle de dygtige medarbejdere i sekretariatet og i kommunerne. Lillebælt har en helt særlig betydning for både mennesker og dyr, og jeg glæder mig til at bidrage til det vigtige arbejde med at sikre en bæredygtig fremtid for både økosystemerne og de mange brugere af området,” siger Lars Seidelin.

Lars Seidelin

Lars Seidelin bliver ny sekretariatschef pr. 1. marts 2025

Naturpark Lillebælt byder Lars velkommen og håber, at alle samarbejdspartnere og interessenter vil tage godt imod ham. Vi glæder os til at fortsætte det gode arbejde med naturgenopretning, bedre friluftsliv og bæredygtig udvikling under hans ledelse.