Program for naturoplevelser 2020 klar

Naturparken lancerer nu et stort og varieret program for 2020 med ture og events, som skal få flere ud og opleve vores vilde vidunderlige naturpark.

Det nye program over guidede ture og events spænder bredt – lige fra den stille naturoplevelse i skoven, på jagt efter den spiselige natur, kulturhistoriske vandringer til friluftsaktiviteter på vandet. Turene skal give oplevelser og formidle viden om vores hav og kyst ved Kolding Fjord og Lillebælt. Naturparkens håb er, at de gode oplevelser vil få folk til at holde af og passe bedre på vores natur- og kulturværdier.

Vores Natur
Naturparken deltager i år i den landsdækkende satsning ”Vores Natur”. Med udgangspunkt i en storslået TV-serie om Danmarks natur, sætter DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og et netværk af naturhistoriske museer i 2020 fokus på Danmarks Natur.

Der er fem fyrtårnsprojekter, der skal være bærende for aktiviteter og formidlingsprojekter i Vores Natur. Naturpark Lillebælt er med i ”Danmark under vandet” og ”Naturstafetten”.

Naturstafetten forbi Naturparken
Naturstafetten kommer forbi 16 naturperler i landet for at sætte fokus på den særlige natur i området. I uge 30 er Naturpark Lillebælt vært, når stafetbilen med en naturinteresseret journalist kommer forbi. Den 26. juli arrangerer vi en stor aktivitetsdag på Trelde Næs, hvor du kan komme tæt på livet under overfladen, spise vild mad, prøve en kajakrute eller en robåd, få viden om biodiversitet og urørt skov. Der vil være flere stop på ruten med aktiviteter i naturparken, når naturstafetten kigger forbi.

Danmark under vandet
”Danmark under vandet” handler om livet i vores ferske og salte vande og hvordan man kan benytte og beskytte den ”blå natur”. Her tilbyder naturparken en række guidede ture og arrangementer, hvor du kan komme i berøring med naturen under vandet.

Se hele programmet for Naturoplevelser i Naturpark Lillebælt 2020

2020-06-02T08:32:39+00:00