En fryd for øjet og en gave til spisebordet
Nogle gange ser man dem i hobetal langs kysten – sportsfiskerne. De står på ræd og række med snøren kastet i vandet. Ventende. De ved nemlig, at der under vandoverfalden er noget, der er værd at vente på. En fryd for øjet og en gave til spisebordet – Havørreden.
Men havørreden er faktisk også mere end en delikat spise. Den er også en smuk og spændende fisk, en sand mester i forvandlingens kunst og en af de mest tilpasningsdygtige fisk, vi har herhjemme.
Ørreden er ligesom andre laksefisk en vandrefisk. Den klækkes i ferskvand, ofte i de helt små bække og vandrer derefter videre ned i vandløbene. Nogle gange bliver de i vandløbene, så kalder vi dem bækørreder, andre gange slår de sig ned i en sø, men i langt de fleste tilfælde vandrer ørreden hele vejen ud i havet og bliver til havørreder. På vej derud forandres ørredens fysiologi, så den kan tåle det salte vand, den smoltificerer og bliver sølvblank.
Klar til både fest og kamp
Ude i havet æder fisken sig stor og fed, og når den så bliver kønsmoden vandrer den tilbage for at gyde i lige netop dét vandløb, hvor den selv blev klækket som larve. Det sker i perioden fra maj til november, når havørreden gør sig klar til at finde tilbage til sit barndomshjem, gennemgår den en fantastisk forvandling. Den ifører sig nemlig gydedragt. Den skifter farve fra blank stålfarvet til gylden kobberfarvet, finnerne bliver matte i stedet for gennemsigtige og prikkerne ændrer størrelse og klarhed. Hannerne får desuden en kæbekrog, der får den til at se truende ud og som den kan bruge som våben i kampen om hunnerne.
De vandrende fisk er afhængige af, at de kan komme op i det vandløb, de kom fra og at forholdene til gydning er gunstige, dvs. at der er grus på bunden, hvor æggene kan lægges under beskyttede forhold. Gennem tiderne har både den frie passage gennem vandløbene og bundforholdende gennemgået store forandringer pga. menneskelig aktivitet og tilbage i 40’erne og 50’erne stod det skidt til med flere af vandrefiskbestandene i Danmark. Heldigvis er det gået fremad siden 60’erne, og man arbejder stadig på at opretholde gunstige forhold for laksefiskene.
Steder i naturparken hvor du kan opleve havørreden
Sportsfiskermåden med stang og snøre er vældig populær både i de åer, der munder ud i Lillebælt og hele vejen rundt langs kysten. Mange rejser langt for at komme til Naturpark Lillebælt og fange ørreder. Man skal være opmærksom på, at der findes både fredningsbælter, mindstemål og en fredningsperiode for havørreden, sidstnævnte gælder for ørreder i gydedragt, man må altså stadig gerne fange de stålblanke ørreder. Man kan se meget mere om regler og fredninger på https://fiskeristyrelsen.dk/lyst-og-fritidsfiskeri/
Eksempler på gode fiskesteder
Gals Klint hvor der både er dybt og en god strømning i vandet. Her kommer fiskene ofte helt tæt på kysten.
Havnen i Fredericia. Man kan fiske året rundt fra kajen ved Fredericia C, men der kan være begrænset adgang til nogle kajanlæg, når skibe ligger i havnen.
Kolding Fjord og kysten langs Lillebælt fra Løverodde til Hejlsminde
En anden måde at opleve havørreden på er ved at observere den gydende ørred når de står på gydebankerne i vandløbene. Hvis man vælger denne måde, skal man kende de gode steder, man skal kigge godt efter og man skal være meget forsigtig, for ørreder er sky og flygter så snart de opdager, at der er noget på færde. Men man kan sagtens være heldig og så er der en spændende oplevelse i vente.
Eksempler på gode vandløb, hvor de gydende ørreder kan observeres
Hvis man vil på jagt efter de gydende ørreder, kan det godt være, at man skal bevæge sig lidt uden for Naturparkens grænser. F.eks. til Harndrup Fjellerup Å hvor der i efteråret 2015 blev lagt nyt gydegrus ud til ørrederne. På Naturpark Lillebælts hjemmeside, kan man se en video af de tilfredse ørreder.
Det bedste tidspunkt, at se de gydende ørreder er i forbindelse med nedbør i november og december.
Kolding Å har efter en række tiltag opnået status som en af Danmarks bedste ørredåer. Hvis man vil opleve ørreder på vej op i åsystemet, kan det anbefales at taget til Serpentinerstryget ved Dalby Bæk. Det kan være et ganske imponerende syn.
I Fredericia kan man f.eks. tage til Gudsø Mølle Å.
Marsvinet
Odderen
Odderen (gen)indtager Fyn. Læs mere om de nataktive dyr her.
De danske orkideer
Oplev en sjælden vildtvoksende orkidé, den Store Gøgeurt. Læs mere om orkidéerne her.
Torsken
Vandmiljøet
Lillebælt forbinder det brakke farvand Østersøen og det salte Kattegat. Læs mere om vandmiljøet her.
Fotos: Kaare Manniche Ebert