DTU Aqua skal undersøge verdens første smoltrev, et stenrev ved Varbjerg Havn. Dette kan dog kun lade sig gøre, hvis nogen frivilligt vil sejle ud med dem. Smolt er små havørreder, som stenrevet er designet til.

Et hold på 5 frivillige vil være godt
Ph.d.-studerende Marie Hartlev Frausing fra DTU Aqua siger: “Det er i perioden fra midt i februar til og med marts, at vi har brug for at sejle ud med hydrofoner, der skal lytte efter smolt (havørreder). Opgaven bliver at sejle ud med os ca. 300 m fra kysten, så vi kan sætte hydrofonerne op. Du skal forvente at være ude gerne en hel eller halv dag ad gangen. Derfor vil det være godt, hvis der var mindst 5 frivillige, der kan skiftes til at sejle ud. Dagene bliver aftalt løbende, fordi vi er afhængige af vejr og vind. Vi skal nok ud ca. 10-20 dage i perioden februar-marts. Vi kan låne en båd af Varbjerg Motorbådsklub, hvis du ikke selv har båd.”

Hvis du vil hjælpe og vide mere hvordan, så ring til Marie på tlf.: 28 44 58 30 eller mail: mhafr@aqua.dtu.dk

Få mere information i Varbjerg Motorbådsklub den 14. januar kl. 16-18
Naturpark Lillebælt, Middelfart Kommune og DTU Aqua vil være til stede i klubhuset ved Varbjerg Motorbådsklub den 14. januar fra kl. 16-18, hvor alle kan komme og høre mere helt uforpligtende. Senest 1. februar skal Marie have besked om man vil hjælpe.
Alle er velkomne og der er kaffe og kage. Adressen er: Varbjerg Motorbådsklub – Feddet 1 – 5464 Brenderup

Formålet er mere liv og mere viden
Fordi der er tale om verdens første smolt-rev, er det endnu usikkert, hvordan smolt (små havørreder) fra Storå vil benytte sig af revet. Derfor bliver der lavet før- og eftermålinger på smolt i det område, hvor revet etableres. Denne overvågning udfører DTU Aqua.

Inden revet blev etableret i foråret 2023, blev der lavet en førmåling, hvor smolt blev indfanget med hjælp fra lokale sportsfiskere via en fælde i Storå, nær vandløbets udmunding på Fyn. Fiskene mærkes med en lille transmitter, der udsender et unikt kodet signal hvert minut. Herefter slippes de mærkede fisk fri, og de kan genoptage deres vandring mod havet. Der opsættes ca. 35 hydrofoner eller lytteposter i vandet. Lytteposterne lytter efter transmitternes signaler. Når en smolt med en transmitter er tæt på en lyttepost, vil lytteposten registrere de udsendte signaler. Signalerne fra hver transmitter bærer et ID, der fungerer som fiskens CPR-nummer. Udstyret opstilles, så fiskenes positioner kan bestemmes i området. Således kan adfærden hos de individuelle smolt i området kortlægges.

Præcis samme måling gentages nu, hvis der kan findes frivillige til at hjælpe. Derved bliver det muligt at se, om fiskenes adfærd i området er ændret, efter revet er etableret, samt i hvilken grad fiskene opholder sig ved revet.

Stenrevet er del af projektet Bælt i Balance
De tre kommuner i Naturpark Lillebælt har sammen sat gang i projektet ”Bælt i Balance” i samarbejde med forskningsinstitutioner og frivillige og med støtte fra: Nordea-fonden, VELUX FONDEN og Friluftsrådet. Smolt-revet ved Varbjerg består af ca. 2400 m3 sten der dækker ca. 1 ha.

Se mere her:
https://naturparklillebaelt.dk/smoltrev/
https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=0e61109f-cde5-4fd0-a4d3-151bc84a0d27
https://www.youtube.com/watch?v=Dnqh24ZOZ7w