Kolding Sportsfiskerforening og Kolding Stenbank har i efterår 2022 lagt sten ud i Frueholt Bæk, så ørreder kan vandre frit. Frueholt Bæk ligger sydvest for Kolding. Den løber ud i Seest Mølleå, der løber ud i Kolding Å, der løber ud i Kolding Fjord og dermed også ud i Lillebælt.
Oprindeligt løb bækken gennem en rørgennemføring under Eliasensvej, men for enden af røret var der 15-20 cm fri luft mellem vandspejlet før røret og selve røret. Højdeforskellen betød, at mange gydemodne fisk ikke kunne gå længere op i vandløbet.
Heldigvis havde Kolding Stenbank sten i overskud, som var for små til brug i et stenrev. Disse kunne derfor anvendes til dette formål, hvor der blev etableret en jævnt stigende strækning over 3-4 meter, som ørrederne let kan passere, på deres vej til den øverste del af bækken.
Ved at lægge sten ud efter udløbet af røret blev der lavet en stuvning, og som følge heraf blev vandspejlet hævet og faldet fjernet. I starten løb vandet igennem de udlagte sten. Der var næsten ikke et synligt vandspejl. Henover den første vinter var der mange gange voldsomme store mængder vand i vandløbet. Det flyttede rundt på de mindre sten, da vandet kom ud af røret med stor kraft, og skubbede stenene frem og lavede en større forhøjning af stenene end planlagt. Det blev faktisk meget bedre af at naturens kræfter kom i spil. For at sikre at vandløbet løb mest fordelagtigt, blev de større sten flyttet rundt med håndkraft.
Når der efter et regnskyl kommer meget vand i bækken transporteres der også sand. Sandet lægger sig mellem stenene og fylder hulrummene ud. Så i stedet for at vandet løb mellem stenene, løber det nu i meget højere grad oven på de udlagte sten. Vandspejlet står nu så højt, at selv ved lav vandføring løber vandet jævnt ud af røret. Martin Nørgaard fra Kolding Sportsfiskerforening har fulgt projektet tæt siden indsatsen, og han er meget tilfreds: ”Ørreder kan vandre frit. Vandspejlet står nu så højt, at selv ved lav vandstand, så løber vandet jævnt ud af røret og dermed har ørrederne nu meget bedre muligheder for at vandre frit, selvom vi ikke ved om der har været havørreder gennem røret og om det har givet yderligere liv. Projektet har i hvert fald givet os gode erfaringer, som vi kan bygge videre på ved lignende projekter i fremtiden.”
Vi siger tak for samarbejdet om et #bæltibalance og så er det jo også helt fantastisk at der kunne anvendes et restprodukt til naturgenopretning. Det må vist betegnes som en win-win situation.
Se vandet løbe frit i Frueholt Bæk.