Tirsdag i efterårsferien kan du møde Naturpark Lillebælt med venner i Madsby Legepark. Danmarks største naturpark skaber nye projekter sammen med mange lokale aktører – fx er en ny mærkningsordning for lokale fødevarer lige gået i gang.

Af Niels Ole Præstbro, 16. oktober 2022

Formanden er stolt over de lokale samarbejder
Tirsdag 18. oktober vil Naturpark Lillebælt stå i Madsby Legepark og fortælle om de projekter, som naturparken sammen med en lang række lokale aktører arbejder med.
Formand for naturparken og byrådsmedlem i Fredericia Kommune John Nyborg vil deltage, og han er stolt af de samarbejder, som er i gang i Naturpark Lillebælt:

– I en tid med både klima, energi- og ressourcekrise, så er det en vigtig omstilling for os at fokusere mere på de lokale ressourcer. Naturparken er en løftestang for denne omstilling. Jeg oplever at lokale erhverv, foreninger og borgere bakker op om naturparkens ide om at fokusere på den natur og de værdier vi har her lige udenfor vores dør.

Eksempler på de samarbejder er fx den nye mærkningsordning for lokale fødevarer: Smag på Lillebælt. Eller andre indsatser som nak og æd en strandkrabbe, indsamling til marine naturprojekter via marsvinefonden, donation af sten, indsamling af affald og partnerordningen for turisme- og oplevelsespartnere.

Lokal opbakning også til den nye naturparkplan
John Nyborg er også glad for de høringssvar, der er kommet ind til den naturparkplan, som skal gælde fra 2023-2027:

– Vi skal nu i alle tre byråd godkende den nye naturparkplan, og jeg synes den er gennemsyret af lokal opbakning og projekter, som gør noget for vores lokale værdier fx havet og kysten.

John er glad for, at fx Kringsminde og Madsbyparken selv har bedt om at komme med i Naturpark Lillebælts afgrænsning, det er lokalt ejerskab. Madsbyparken og dermed Madsby Legepark er allerede med i partnerordningen i Naturpark Lillebælt. Der er fx lavet en lille udstilling om bl.a. stenrev og fiskebørnehaver i et af madpakkehusene i legeparken, så man kan blive inspireret til flere projekter for en naturpark med en natur og et hav i balance.

Smag på Naturpark Lillebælt produkter
Der bliver den 18. oktober også mulighed for at hilse og smage på nogle af de lokale fødevareproducenter af hjortepølse, honning og gin, som har fået de første mærker som Smag på Lillebælt-produkter. De første produkter som har opnået en certificering er:

• Honning fra Svinø, høstet i naturparken
• Frugt & grønt, samt honning fra Blanke Mark ved Asperup i naturparken
• Spegepølse lavet på dådyrkød fra Fuglsang dyrehave i Fredericia Kommune
• Hjortekød fra Hindsgavl Dyrehave, herunder stege, hakket kød, pølser og spegepølser
• 4 forskellige gins med ingredienser sanket på Trelde Næs.

Se mere om ordningen her: https://naturparklillebaelt.dk/lokale-foedevarer/

Det kan du tirsdag 18. oktober 2022 i Madsby Legepark
18. oktober fra kl. 10-16 står Naturpark Lillebælt klar i Madsby Legepark. Dagen byder på aktiviteter for børn og voksne i alle aldre.
Smag / køb bl.a.:

– Naturpark Lillebælt/Trelde Næs Gin
– Honning
– Tang Chips
– Hjortespegepølse.

Du kan også lære om krabber, dem er der nemlig for mange af i Lillebælt. Du kan ”fiske krabber” med magnetstænger.
Tip en 13’er og være med i konkurrencen om en flot præmie, som er en af naturparkens populære marsvinebamser
Besøg standen ved husene midt i legeparken. Samtidig arrangerer Madsby Legepark deres populære æblepresning.