En tidlig morgen ringede telefonen i Stenbanken. Det var Ole fra Binderup. Han ville høre, om Stenbanken ville have nogle sten, som han ikke længere skulle bruge….

-Jeg har hørt og læst om Kolding Stenbank i medierne, fortæller Ole Schultz, – og da jeg så selv pludselig stod med en lille bunke sten, var det oplagt at tænke på Stenbanken. De gør jo et fantastisk arbejde for at genoprette naturen i havet, og det er i hvert fald hårdt tiltrængt.

Ole Schultz fortæller, at han i mange år er kommet ved Binderup Strand, hvor han i dag har sommerhus. -Mine svigerforældre havde dengang det sommerhus, som vi i dag har overtaget. Jeg glæder mig hver dag over den fantastiske natur i området, men er også ked af, at der ikke længere er det gode liv i vandet som tidligere.

Ole fortæller, at svigerfaren i mange år havde en lille fiskekutter liggende ved Binderup, og hvordan de dengang kunne fange alle de skrubber, torsk og ålekvabber, som de kunne spise. Desværre er situationen en anden i dag.

-Hvis mine sten kan være med til at skabe mere liv under havoverfladen, så vil jeg blive rigtig glad.

Dine sten kan afleveres på genbrugspladsen

Ole kom med sine sten på en stor trailer og afleverede dem på Genbrugsplads Nord på Bronzevej i Kolding. Genbrugspladsen har ”åbnet” en afdeling, hvor man kan komme af med sine natursten, som efterfølgende doneres til Kolding Stenbank.

Pladsformand Aage Lau Flink fra Genbrugsplads Nord fortæller, at der nu begynder at komme sten ind fra borgere, som har gang i forårsarbejdet i haven.

– Vi glæder os over, at vi nu har fået muligheden for at modtage stenene et bestemt sted, så de kan komme tilbage i naturen. Det er da meget bedre at stenene kommer til at ligge på havbunden end at stenene bare bliver knust i en maskine og de ikke længere er til gavn for naturen. Så kom endelig med dine sten til os. Om du har fire eller fyrre sten, så kan vi bruge dem.

Borgere, som har rigtig mange sten, dvs. mere end 6 m3, kan gratis få udbragt og afhentet en container, fortæller Stenbankens direktør Henning Bech-Larsen. Han er nemmest at få fat i via mailadressen: henbe@kolding.dk.