Solen skinnede, og vinden blæste i Danmarks største naturpark, da vi i mandags var på visningstur med vores turisme- og oplevelsespartnere, Smag på Lillebælt-partnere, samt deres frontpersonale & guider.
Visningsturen gennemføres en gang om året, og i år var formålet at give vores partnere, deres ansætte og andre ambassadører mulighed for at lære naturparken bedre at kende. Ligeledes er det formålet at partnerne kan netværke med hinanden, med henblik på at gensidig kendskab kan styrke den enkeltes forretning og på sigt kan føre til flere private investeringer, som kan resultere i flere bæredygtige besøg i naturparken. Konkret håber vi, at kendskabet til naturparken medfører, at vores partnere vil integrere Lillebælt og naturparkens mission og visioner endnu mere i deres respektive forretninger, fordi vi hver især ser Lillebælt som et vigtigt indtjeningsgrundlag for os selv og for området.
Dagen startede i Kanalbyen i Fredericia, hvor Naturpark-konsulent Annemette Bargum tog os med til naturrummet, som står på spidsen af Krydstogtkajen, og som fungerer som udsigtsplatform med en kikkert på toppen. Ligeledes er der formidling om marsvin i netop dette naturrum. Efterfølgende var der dømt sjov i kanalen, hvor Naturpark Lillebælt-partner Get Outdoor sørgede for en sikker oplevelse i vores gennemsigtige kajakker aka badekar. Der blev også tid til at formidle om fiskebørnehaverne, som bl.a. hænger i Kanalbyen, ved Sekretariatschef Niels Ole Præstbro.
Herfra gik turen videre mod Røjle Klint, hvor vores nyeste naturrum står stolt på toppen af klinten med en flot udsigt over Lillebælt. Efter en guidet tur i dette dramatiske landskab med naturvejleder Annette Weiss, blev der spist madpakker i naturrummet. På turen videre blev der både formidlet om kulturhistoriske skatte, presfaktorer og virkemidler og Naturpark Lillebælts nye projekt om Investeringer i infrastruktur for flere bæredygtige besøg i naturparken. Deltagerne fik mulighed for at give deres mening til kende i forhold til hvilken wayfinding der er nødvendig, for at vi kan få flere mennesker ud i naturen, som også vil beskytte og måske endda forbedre den. Flere besøgende kan i den sidste ende betyde flere private investeringer, og det er vi optaget af med omtalte EU-projekt.
Sidste stop på ruten, var Skibelund Naturskole, hvor naturvejlederne Rune og Ruth tog i mod os, for at fortælle om denne lille perle i den sydlige ende af naturparken, og hvor vores kommende naturrum skal starte med blik mod Solkær Enge og en formidling om fugle. Her fik vi også følgeskab af Lars Ketelsen, som som repræsentant for Naturpark Lillebælts Venner, fortalte om baggrunden for foreningens dannelse og muligheden for at støtte op om deres arbejde ved at blive en ven af naturparken.
Naturpark Lillebælt-partnere Brian fra Peninsula Nature og Thomas fra fornemmelse.dk havde tændt op i bålet og forberedt et lille tag-selv-bord med smagsprøver af tang og krabber. Mens Brian fortalte om de mange gode egenskaber, som tang rummer, tilberedte Thomas et lille gourmet-måltid med hjemmebagt brød, rygeostcreme og stegt blæretang.
Naturparken viste sig fra sin smukkeste side, og vi håber at vi kan gentage et lignende arrangement til næste år, så flere partnere kan få mulighed for at opleve hvor meget skøn natur der findes i naturparken, hvilket behov der er for at beskytte den, og hvilke partnere der også arbejder aktivt for samme formål.